Bedre kollektiv transport til turister

Nye initiativer skal forbedre turisters adgang til kollektiv transport.

PublicTransport.jpg

Turisterne skal nemmere kunne hente information om kollektiv trafik på VisitDenmarks hjemmeside.

Sådan lyder et af flere initiativer, som en arbejdsgruppe under Erhvervsministeriet har fremlagt for at gøre det nemmere for turister at bruge den kollektive trafik i Danmark.

Et andet handler om, at transportselskaberne skal tage initiativ til at undersøge mulighederne for en udvikling af Rejsekortet, så det bliver lettere at bruge for udenlandske turister.

”Det er vigtigt for den fortsatte udvikling af turismen, at den kollektive transport er nem at benytte for turisterne. Jeg synes, det er herligt at se, at det er lykkedes at samle forskellige offentlige aktører om at arbejde sammen for at løse den meget konkrete udfordring, vi har”, siger erhvervsminister Brian Mikkelsen (K).