Fastfood-kæde til kamp mod plastik

Plastic reduceres med et ton om måneden hos McDonald’s med nyt tiltag.

Drinking Girl Green Key.jpg

McDonald’s har lanceret nye bægre til McFlurry-isen, hvor plasticlåget er væk. Isene er populære, så tiltaget vil spare miljøet for mere end 13 ton plastic om året, skriver FredericiaAvisen.

McDonald’s på verdensplan har allerede annonceret, at plastic som vi kender det i dag, skal være udfaset fra alle restauranter inden 2022, men ikke mindst i de skandinaviske lande er man forud for den tidsplan. I Sverige og Norge tester man eksempelvis netop nu pap-alternativer til plasticsugerørene, og kommerciel direktør i McDonald’s i Danmark, Mads Friis, håber, at testen går godt.

”Vi har næsten 180.000 gæster om dagen, så vi er klar over, at vi har muligheden for at gøre en forskel og er bevidste om vores ansvar. Tidligere i år indførte vi nye, miljørigtige bakkeservietter og sparer derved miljøet for næsten 14 ton skadeligt slagger om året. Men det skal ikke stoppe der, og der er absolut ingen grund til at vente til 2022, hvis udfasningen af plastic kan gå hurtigere. Jeg er i tæt dialog med mine kolleger i andre lande, og hvis eksempelvis Sverige og Norge kommer i mål med gode alternativer til sugerør, så kan jeg ikke se, hvorfor de ikke skal introduceres i Danmark hurtigst muligt,” siger Mads Friis.