AirPlane5.jpg

Svensk klimabevidsthed kan ramme Københavns Lufthavn

Et markant fald i svenske indenrigsflyvninger i løbet af sommeren bør bekymre i Københavns Lufthavn og blandt flyselskaber, mener eksperter. Det er første gang, at ændret forbrugeradfærd i forhold til flyrejser for alvor kan aflæses i trafiktal.

Svenskerne forlader flyene som aldrig før. Hele 11 pct. droppede i sidste måned at rejse med fly på de svenske indenrigsruter - en udvikling, der kan være det første store tegn på, at forbrugerne for alvor begynder at vælge flyrejserne fra, skriver Berlingske. 

Der har været talt meget om flyrejser og deres betydning for klimaforandringerne. Men umiddelbart har det ikke være mærkbart i de officielle statistikker for, hvor mange der vælger at rejse med fly. Udsving eller lavere vækst er indtil nu blevet forklaret med frygt for handelskrig og økonomisk afmatning. 

Men nye tal for juli viser, at de svenske forbrugere nu for alvor begynder at vælge andre former for transport. 

”Det her kunne sagtens være de første tegn på, at det, som tidligere var en bekymring, nu for alvor begynder at blive omsat til handling,” siger Anne Skare Nielsen, fremtidsforsker og direktør i Future Navigator.