ArcticFinlandCO2price.jpg

Hotelprisen sættes efter dit CO2 forbrug

I Finland har de også fokus på bæredygtig turisme og god vækst i Green Key. Det kommende Arctic Blue Resort vil være verdens første hotel, hvor prisen fastsættes efter størrelsen på gæstens CO2 forbrug.

Hotel Arctic Blue Resort er netop under opførelse i Kontiolahti i Finland. Det er planen, at hotellet tager sig betalt alt efter størrelsen på gæstens energiforbrug. Der udvikles teknologiske måleapparater, som kommer til at tilgodese behover for at prisdifferenciere efter CO2 forbruget for den enkelte gæst. Hvis gæsten har holdt sig under middelværdien, bliver han/hun belønnet for sin bæredygtige adfærd.

Mikko Spoof, næstformand og grundlægger af Arctic Brands Group mener, at virksomhederne er forpligtet til at finde nye løsninger til bekæmpelse af klimaproblemerne:.

- Vi ønsker at tilbyde mennesker en miljøferie i verdensklasse og opfordre dem til at træffe det bæredygtige valg ved at have emissionsbaseret prisfastsættelse for deres ophold. Besøgende på feriestedet kan have indflydelse på prisen for eksempel ved at forbruge mindre energi, deltage i økologiske aktiviteter og lave bæredygtige kostvalg.

Vil være forbillede for alle andre

Selve bygningen laves af bæredygtige materialer og opvarmes af cirkulær energi. Blue Arctic Resort vil gerne være foregangsbillede ved at gøre alt bæredygtigt fra starten og ved at inddrage gæsten som medansvarlig i en fælles interesse. Hotellet forventes at åbne i 2022.