aguardio-sensor-_-danhostel-copenhagen-city

Danske sommergæster nudges til at spare på vandet under bruseren på Danhostel Copenhagen City

Danske sommerturister og overnattende gæster kan på Danhostel Copenhagen City nu se, hvor meget vand de anvender i løbet af det daglige brusebad.

Som et led i arbejdet med FN’s Verdensmål installerede overnatningsstedet nemlig, som de første i Danmark, vandsensorer på samtlige badeværelser i foråret 2019. Måleren viser gæsten, hvor meget vand denne bruger i løbet af et brusebad. Den fortæller bl.a., at man på blot 2½ minut under bruseren forbruger 40 liter vand. Så vælger gæsten at tage et brusebad på den halve tid, så mindskes vandforbruget med 20 liter vand. Man forbyder ikke gæsten at tage lange bade, men gør brug af det populære princip Nudging, dvs. man via små sjove beskeder og den lille vandsensor giver gæsten et kærligt skub til at stå lidt kortere tid i brusebadet og dermed være med til at reducere vandforbruget. Målet er, at man på Danhostel Copenhagen City allerede til næste år har reduceret det totale vandforbrug med minimum 10%.

Danhostel Copenhagen City er først i Danmark med installation af vandsensor

At reducere vandforbruget har i en lang årrække været en del af overnatningsstedernes mål og bestræbelser på at drive deres virksomheder bæredygtigt. Hovedparten af de danske overnatningssteder har installeret sparebruser på badeværelserne for dermed at reducere vandforbruget. Men Danhostel Copenhagen City går et skridt videre og adskiller sig ved at være det første overnatningssted i Danmark, der har investeret i og installeret vandsensorer fra Aguardio på alle deres værelser. Jeanette Birkedal, Hostel Manager på Danhostel Copenhagen City fortæller:

- Danhostel Copenhagen City har jo til huse i en af Københavns ikoniske bygninger. Bygningen blev opført tilbage i 1950’erne, mange år før man begyndte at tænke i bæredygtigt byggeri. Vi tager derfor små skridt ad gangen i vores mål om at gøre vores hostel bæredygtigt. Installationen af vandsensorerne på alle vores værelser har været en af de større investeringer, men heldigvis kan vi allerede nu glæde os over, at det virkelig har gjort en forskel og har haft stor effekt på vandforbruget, som har været støt faldende siden 2019. Tiltaget er også blevet bemærket af vores gæster. Familierne har taget rigtigt positivt imod vandsensoren, de synes især godt om den læring både børn og voksne i familien får omkring at spare på vandet, når man tager bad. Og vores unge lejrskolegæster bakker også positivt op om tiltaget. De synes det er både sjovt, sejt og klimavenligt, at de ved at tage bad kan være med til at gøre en forskel for miljøet, siger Jeanette Birkedal.

Gæsterne måler deres eget madspild på elektronisk vægt i restauranten

- Udover vandsensorerne arbejder vi også aktivt med madspild og har i den forbindelse opsat en stor vægt i vores restaurant. Her måles den mad, som gæsterne smider ud efter fx morgenmaden. Vi kan tydeligt mærke, at det virkelig vækker stof til eftertanke, når man som gæst pludselig ser, hvor mange gram mad, man rent faktisk smider ud. Men som det er tilfældet med vandsensorerne, så er alle vores tiltag iværksat uden en løftet pegefinger, det er vigtigt for os, at gæsterne involveres på en god og ordentlig måde, der giver dem lyst til at være med til at hjælpe os med at gøre vores hostel til en endnu mere bæredygtig virksomhed. Vores målsætning er, at vi ved udgangen af 2021, har reduceret madspildet med 50 %, slutter Jeanette Birkedal.

Verdensmålene er blevet stærkt forankret hos Danhostel – stor deltagelse i intern konkurrence

Danhostel har siden foråret 2019 arbejdet aktivt med FN’s Verdensmål på deres 63 hostels i Danmark. En lang række af deres hostels har deltaget i en intern konkurrence, hvor de skulle beskrive deres tiltag i forbindelse med det lokale arbejde med Verdensmålene. Danhostel har netop kåret vinderen, som blev Danhostel Copenhagen City. Vandrerhjemmet i København vandt bl.a. på grund af deres innovative tiltag for at reducere vandforbrug og madspild, men også fordi de arbejder professionelt med Verdensmålene og har formået at involvere både gæster og medarbejdere i processen. Kædens Online og Marketingchef Anette Brylov Hansen glæder sig over det store engagement, hun udtaler:

- Formålet med at lave den lille interne konkurrence blandt vores hostels, var ikke at udlodde store præmier, men derimod at sikre vidensdeling. Og jeg er både glad og stolt over, at så mange Danhostels fra hele landet har sendt beskrivelser ind til os om de tiltag, de har iværksat lokalt i deres arbejde med Verdensmålene. Det var svært at vælge en vinder, men vores valg faldt på Danhostel Copenhagen City fordi de bl.a. arbejder meget professionelt i deres tilgang til Verdensmålene og fordi tiltag som vandsensoren og måling af madspild begge er tiltag, som matcher Danhostels værdisæt omkring fællesskab og at vi skal passe på vores knappe ressourcer og hinanden.

- De to tiltag på Danhostel Copenhagen City passer også godt til vores store målgrupper; børnefamilierne og lejrskolebørnene. Børnene og de unge kan på legende vis være med til at gøre en forskel både, når de tager bad og når de spiser. Derudover rammer de to tiltag bredt og dækker flere af de 17 Verdensmål. Jeg er overbevist om, at Danhostel Copenhagen City vil være med til at inspirere vores øvrige Danhostels og vores mange gæster, slutter Anette Brylov Hansen.