green-solution-house-769

Klimapositivt hotelbyggeri på vej på Bornholm

Hotel GSH i Rønne igangsætter et byggeprojekt så særligt, at det bliver en del af undervisningen på ingeniørstudiet. Hotellet vil både bygge, beklæde og isolere med træ.

Når Hotel GSH på Bornholm i 2021 slår dørene op for en ny værelsesfløj, bliver byggeriet ikke kun CO2-neutralt, men klimapositivt. Det er muligt, fordi værelsesfløjen bliver både bygget, beklædt og isoleret med træ, hvilket aldrig er set tidligere i et dansk erhvervsbyggeri. Fordi træ naturligt absorberer CO2, er forventningen dermed, at byggeriet vil levere et positivt klimaaftryk.

Ifølge hoteldirektør Trine Richter bygger initiativet på en forventning om, at både danske virksomheder og danske turister fortsat vil se i retning af Bornholm, også efter den nuværende krise, der i sagens natur har ramt hotelbranchen hårdt. Samtidig håber hun at kunne vise vej for brugen af andre byggematerialer end stål og beton, som er de primære anvendte materialer i dag. 

”Selv om branchen lige nu har det svært, er vi fulde af forventning om, at danskerne bliver ved med at holde ferie i Danmark, og at virksomheder fortsat vil efterspørge møder og konferencer med et bæredygtigt set-up. Måske endda i en endnu højere grad end tidligere fordi det er en naturlig reaktion at prioritere nærområderne, når der er utryghed og usikkerhed forbundet med det at rejse. Under alle omstændigheder er vi meget begejstrede for udsigten til at sætte nye standarder for dansk erhvervsbyggeri med et klimapositivt byggeri, hvor den bærende konstruktion er træ. Alle taler om det – vi bygger med det,” siger Trine Richter.

Byggeriet af den nye værelsesfløj på Hotel GSH går i gang i løbet af efteråret og står efter planen klart inden sommeren 2021. Fløjen kommer til at bestå af i alt 24 nye værelser, et nyt mødelokale samt en spaafdeling på bygningens tag. Efter udvidelsen vil Hotel GSH råde over i alt 59 værelser med umiddelbar tilknytning til hotellets hovedbygning.