480_309847

Sinatur Hotel & Konference nomineret til stor pris ved Sustain Awards 2020

Hotelkæde blev dermed anerkendt for deres store arbejde med bæredygtighed, da Velux Gruppen løb med prisen.

Torsdag den 8. oktober afholdtes Sustain Awards, hvor inspiration og hyldest blandt landets mest bæredygtige virksomheder var i højsædet. Her blev der uddelt priser i 3 kategorier, og Sinatur var nomineret til prisen ”årets omstilling” sammen med blandt andre Novo Nordisk og Haldor Topsøe.

Vinderen i årets omstilling blev Velux Gruppen, men det er fortsat en stor anerkendelse af Sinatur Hotel & Konference og deres arbejde med bæredygtighed, at de nu er nomineret til så vigtig en pris i selskab med store, velkendte virksomheder som Novo Nordisk, Haldor Topsøe, Velux og Chr. Hansen.

Prisen blev uddelt til en virksomhed, der bidrager til den grønne omstilling med markante bæredygtighedsmål, arbejder aktivt med partnerskaber for at styrke effekterne af den grønne omstilling og er en grøn rollemodel for andre virksomheder. 

Og begejstringen for at være nomineret til netop denne pris, er ikke svær at spore hos direktør for Haraldskær Sinatur Hotel & Konference, Kari Brandsgård:

- Vi er mere end stolte af, at vi i vores lille hotelkæde kan gøre så stor og bemærkelsesværdig en indsats på det bæredygtige område, at vi nu er indstillet til en vigtig pris som denne i selskab med virksomheder, som vi selv ser op til og respekterer for deres arbejde på området. Det er meget stort for Sinatur og samtidig en stor anerkendelse af vores arbejde med at drive hoteller på naturens præmisser. 

I nomineringen nævnes:

På trods af Covid-19 har hotelkæden med seks hoteller investeret massivt i yderligere bæredygtighedstiltag og går forrest i branchen ved blandt andet allerede at være CO2-neutral og at forfølge et mål om at blive 100 % affaldsfrie i 2030. Trods hårde økonomiske odds og nedlukning af samfundet, har Sinatur fortsat sit arbejde med UNCG & B Labs SDG Action Manager. Det har blandt andet resulteret i, at kæden nu arbejder mod en GhG-certificering, så deres samlede klimamæssige aftryk bliver målbart.