Energitrim

Kick-off konference om energirenovering af hoteller i Københavns Kommune

Hør kultur- og fritidsborgmester, Franciska Rosenkilde snakke om Københavns ambitioner som grøn rejsedestination, mens fremtidsforsker Anne Skare fortæller om fremtidens krav til bæredygtighed.

Københavns hotelgæster stiller større krav til bæredygtige faciliteter, og det samme gør klimaet og driftsbudgetterne. Energibesparelser i bygninger kan bidrage med en CO2-reduktion samtidig med, at det skaber en bedre driftsøkonomi for hotellet.

Men det kræver handling at realisere besparelserne og det er vores fælles ansvar overfor de kommende generationer. Derfor inviterer Københavns Kommune, HORESTA, Wonderful Copenhagen og Sustain til indledende konference om de udfordringer og muligheder, som hotelbranchen står overfor, når driften skal gøres mere energieffektiv og bæredygtig.

Konferencen bliver samtidig startskuddet til indsatsen Energitrim, der er navnet på en række arrangementer om de økonomiske og klimamæssige besparelser ved energieffektivisering af hotelejendomme. Formålet med Energitrim er at gøre hoteller og restaurationer opmærksomme på de enorme finansielle og miljømæssige besparelser, der er at hente i klimarenovering og -optimering.

Konferencen henvender sig til hotelejere
og -direktører, som ønsker at imødekomme gæsternes krav om bæredygtighed, samt at sænke driftsomkostninger og CO2-udledninger fra dag ét.

Konferencen finder sted den 7. oktober på Coco Hotel i København.

I kan læse mere om konferencen og tilmelde jer her.