Spaophold Hotel Ophold Vejlefjord

Hotel Vejlefjord i grønne omgivelser modtager Green Key

Personalet har stået i forreste række med hjælp og ideer, da det ikoniske Hotel Vejlefjord ansøgte om Green Key - og nu har de fået belønningen.

-Jeg er utrolig stolt af at modtage Green Key. Vi havde allerede sat gang i den bæredygtige indsats, men selve ansøgningsprocessen har styrket dette arbejde, som både har involveret bestyrelsen og personalet. Jeg er især glad for, at personalet har taget miljøarbejdet til sig og bidrager positivt med engagement og en masse gode ideer til, hvordan vi kan nedbringe vores klima- og miljøbelastning, udtaler Flemming Jakobsen, direktør for Hotel Vejlefjord.

Det har været en længere proces, hvor Hotel Vejlefjord er gået grundig til værks, men også flere gange er blevet forstyrret i processen af Corona. Men nu er det lykkedes at komme i mål.

Green Keys Jury var enige om, at hotellet nuværende indsats og planer for fremtidige aktiviteter har gjort Hotel Vejlefjord berettiget til denne certificering. Det er prisværdigt, at hotellet har inddraget en miljøekspert, medarbejderne og bestyrelsen i arbejdet.

Den smilende grønne natur

Det giver god mening at arbejde med miljø- og naturbeskyttelse for hotellet, der ligger ved skov og ned til fjorden ved Vejle.

"Naturen her er smilende og af enestående skønhed" sagde Vejlefjords grundlægger dr. Saugman, og besluttede, at det var her, han ville oprette Sanatorium for Brystsyge.

Frisk luft og motion var vigtige elementer i behandlingen af tuberkulosepatienter, og derfor anlagde man i 1901 den store park i romantisk landskabelig stil med broer, vandløb og søer i det stærkt kuperede landskab lige ned til Vejle fjord.

De grønne områder kommer nu hotellets gæster til gode, og med Green Key kan de se, at hotellet gør en målrettet indsats for at passe på disse omgivelser.

Del af Small Danish Hotels grønne indsats

Flere Small Danish Hotels hoteller er blevet mærket i de senere år. Antallet af Small Danish Hotels med Green Key er nu på 14 hoteller, da Fuglsangcentret ved Fredericia her op til jul er blevet mærket med Green Key.

Læs også: Green Key til Fuglsangcentret i Fredericia