Gk200tilbryggenguldsmeden

Guldsmeden-hotel bliver nummer 200 med Green Key

Turismens miljømærke, Green Key, oplever stor interesse. Hotellet Bryggen Guldsmeden er nummer 200 Green Key-certificerede turistvirksomhed i Danmark.

Bæredygtighed er blandt hotelerhvervets vigtigste fokusområder, og det mærker man hos HORESTA, der har sekretariatet for turismens miljømærke, Green Key, i Danmark. Her har man netop certificeret turistvirksomhed nummer 200 med ordningen, og det kommer efter en årrække, hvor ordningen er vokset med 10 pct. om året.

Indehaveren af titlen som Green Key-virksomhed nummer 200 i Danmark bliver Guldsmeden Hotels nye hotel på Islands Brygge.

”Vi har længe haft fokus på det grønne arbejde, og det er en del af vores DNA. Tidligere er vores øvrige hoteller blevet mærket med Green Key, og derfor er det også naturligt for os, at vores nyeste skud på stammen også bliver det. At vores nyeste hotel bliver nummer 200 i Green Key i Danmark fortæller jo, at hele branchen gerne vil bidrage på denne dagsorden,” udtaler Kirsten Aggersborg, Sustainability and Communication Manager fra Guldsmeden Hotels.

Guldsmeden Hotels har fem hoteller i Danmark. De øvrige hoteller blev certificeret med Green Key i 2017.

Bæredygtig turisme er en dansk opfindelse

Turismens internationale bæredygtighedscertificering, Green Key, er opfundet i Danmark af Friluftsrådet og HORESTA. Dermed har den danske branche på mange måder været med til at præge bæredygtighedsdagsordenen i branchen på tværs af landegrænser. I dag er Green Key-mærket at finde på flere end 3.700 virksomheder på tværs af flere end 60 lande.

”Branchen vil gerne gå forrest, og i HORESTA og Green Key oplever vi enorm interesse for rådgivning og certificering på dette område. Vi er ikke i tvivl om, at det er en bevægelse, som kun vil tage yderligere fart. For mens udviklingen længe har været drevet af forretningsrejsende samt møde- og konferencearrangører, så ser vi nu også flere og flere private rejsende, der stiller krav til overnatningsstedernes bæredygtighedsarbejde, så de kan nyde oplevelsen velvidende, at virksomheden har en ansvarlig drift” siger Pia E. Voss, adm. direktør i HORESTA.

De 200 Green Key-certificerede virksomheder er fordelt på 14 konferencesteder, 8 feriecentre, 8 vandrehjem og 170 hoteller.

Green Key har de senere år udviklet søsterordninger målrettet både restauranter, sportshaller, eventbureauer, destinationsselskaber og attraktioner, da interessen også her er stor for en objektiv certificeringsordning, der giver virksomhederne et stærkt markedsføringsværktøj til at fortælle om alt det gode arbejde, de gør.