visitorblueelephant

Restaurant fik hjælp til lysskift: ”Vi har undgået dyre fejl”

Restaurant Blue Elephant brugte 8.000 kroner om året blot på halogenspots, men gratis energirådgivning via HORESTA gav bedre belysning og på kun en måned kan det ses på elregningen.

På Green Key mærkede Radisson Blu Scandinavia finder du restauranten Blue Elephant, der oplyses af 180 spots, der kan dæmpes til at skabe en intim stemning og præsentere den farverige mad. Men indtil for nylig havde ejer Allan Jørgensen et problem. For de mange spots var halogenpærer, og snart ville de blive forbudt.

 ”Jeg vidste, at jeg blev nødt til at gøre noget. Udover at de efterhånden var blevet svære at opdrive med en stigende pris til følge, sprang de for et godt ord. Hver dag udskiftede jeg i gennemsnit to pærer, og det betød en udgift på omkring 8.000 kroner om året blot på spots. Og det var jo overhovedet ikke holdbart,” siger Allan Jørgensen:

”Samtidig var der også miljøperspektivet – vi er faktisk ret grønne, når det gælder energioptimering ellers, og det var jo ikke ligefrem godt for miljøet at bruge halogen, så jeg overvejede kraftigt at gå over til LED. Men når jeg undersøgte markedet, var det for uigennemskueligt at finde ud af, hvad der var det rigtige valg for restauranten. Bare det at finde LED-spots, der havde det varme lys og samtidig fungerede med lysdæmperen var en udfordring, og jeg var bekymret for, at det kunne ende i dyre fejl.”

Lyset er afgørende

I mange år var LED-lys og sparepærer lig med et hvidt og institutionelt lys. Men efterhånden er LED kommet efter det. Med hjælp via et HORESTA-projekt fik restauranten udskiftet belysningen uden at skulle have penge op af lommen.

”Jeg kan godt se en lille forskel på lyset i restauranten, men det er nok kun noget, jeg selv bemærker. I starten havde vi også lidt problemer med, at lyset blinkede på grund af lysdæmperen, men teknikerne fiksede det. Den største forskel mærker kokkene dog. Ingen af os havde tænkt over det hidtil, men faktisk var lyset så dårligt i køkkenet, at de nye lyskilder simpelthen har givet bedre arbejdsforhold,” siger Allan Jørgensen.

”Vi plejede at betale lige omkring 9.000 kroner om måneden, og nu betaler vi cirka 7.500. Det svarer faktisk til afdraget. Så det tyder godt. Jeg har undgået dyre fejl, og så skal jeg heller ikke længere jagte spots over hele byen.”

Læs hele artiklen i Visitor…