zleepplastic

Zleep Hotels vinker farvel til plastik

Zleep Hotels sætter nu fokus på plastikforbruget i morgenmadsbuffeten. Et plastikforbrug der nu så småt vinkes farvel til.

 Zleep Hotels’ morgenmad er certificeret med det statskontrollerede økologibevis ’Det Økologiske Spisemærke’ i bronze. Et mærke der garanterer mellem 30-60% økologiske produkter. For at opretholde og styrke buffetens miljøvenlighed har Zleep Hotels nu valgt at reducere sit forbrug af plastikemballager:

”Selvom plastik kan være smart i mange driftssammenhænge, er det også roden til rigtig meget ondt. Derfor sætter vi nu kampen ind for at udfase forbruget af plastik, og her starter vi i morgenmadsbuffet. Det har altid været enormt vigtigt for os at undgå madspild, hvorfor vi indtil nu har prioriteret at få produkterne leveret i små plastemballager i portionsstørrelse, men vi ønsker ikke at stoppe her. Vi har derfor søgt løsninger, der både minimerer madspild og sikrer et minimalt plastikforbrug,” fortæller Lene Toft, Quality Assurance Manager i Zleep Hotels.

Marmelade på glas

I første omgang er marmeladeemballagerne udskiftet med marmelade på glas og osteemballagerne er udskiftet med skiveost på fad:

”Med en løsning som denne er det naturligvis vigtigt, at personalet holder buffeten ren og pæn, men samtidig sætter vi også vores lid til, at gæsterne ikke øser for meget marmelade på tallerkenen. Jeg ved, det kan være svært, for den smager bare så godt”, fortæller Lene Toft og tilføjer: ”… men så er det, at man skal skænke miljøet en kærlig tanke”.

De miljøvenlige emballageløsninger er sat i værk på samtlige af de hoteller, der tilbyder Zleep morgenmad, og derved vinker Zleep Hotels nu farvel til det første og værste plastik.