airplane4

FN's turisme-topchef: Hvis vi begynder at flyve mindre, kan det få store konsekvenser for turismen

»Turisternes flyvning giver klimaudfordringer, men de fordele, som turismen medfører især i nationer og samfund i udviklingslande, betyder, at vi i stedet for at holde op med at flyve må udvikle bæredygtig luftfart«, mener Zurab Pololikashvili.

319 millioner mennesker på verdensplan arbejder i turisme- og rejseindustrien. Hvis vi begynder at flyve mindre, kan det få store konsekvenser.

Klimakrisen har sat flyrejser på dagsordenen, men det kan få store konsekvenser – også for klimaet – hvis vi i fremtiden flyver mindre, for den globale turisme fremmer bæredygtig økonomi og social udvikling i mange afrikanske lande og østater verden over. Sådan lyder det fra generalsekretær for FN’s turismeorganisation, United Nations World Tourism Organization (UNWTO), Zurab Pololikashvili, i Politiken.

”Mange steder er turisme den største kilde til indtægter og arbejdspladser for blandt andre kvinder og børn. Hvad er udviklingsmulighederne, hvis den internationale turisme forsvinder?”, spørger Zurab Pololikashvili i et mailinterview med Politiken.

De seneste tal fra UNWTO og World Travel & Tourism Council (WTTC), der repræsenterer den private rejse- og turismesektor, viser, at turismen står for 10 procent af verdens samlede bruttonationalprodukt – i nogle lande er tallet helt oppe over 20 procent – og en tiendedel af alle jobs på verdensplan. Desuden skaber de rejsende arbejdspladser, vækst, udvikling, naturbevarelse og miljøbeskyttelse.