Img1

Danmark får fin pris for grønt EU-formandskab

Sidste år var Danmark vært for verdens første certificerede bæredygtige EU-formandskab, en indsats, der i går modtog international anerkendelse i form af ”Green Meetings Award 2013.” Det er anden gang på tre år, prisen går til Danmark.

Sidste år var Danmark vært for verdens første certificerede bæredygtige EU-formandskab, en indsats, der i går modtog international anerkendelse i form af ”Green Meetings Award 2013.” Det er anden gang på tre år, prisen går til Danmark.

Op til det danske EU-formandskab investerede partnerne i ”Danish Sustainable Events Initiative” (DSEI), der bl.a. tæller Udenrigsministeriet, VisitDenmark, Bella Center, Københavns Kommune, Horesta, SAS og Wonderful Copenhagen megen tid og energi på at sikre, at det danske EU-formandskab blev holdt på den mest bæredygtige måde. Den bæredygtige indsats sparede den danske stat for 300 mio. kr., sammenlignet med tidligere EU-formandskab, men gav også en ISO 20121-certificertificering for bæredygtig afvikling. Og ved stor prisceremoni i går aftes i Frankfurt blev indsatsen hædret med mødebranchens svar på en Oscar, ’Green Meetings Award 2013’, som uddeles af IMEX og Green Meeting Industry Council.

Andreas Clausen Boor fra Udenrigsministeriet, der var chef for logistikken under EU formandskabet, siger: ”Da vi begyndte at planlægge formandskabet, stod vi midt i en finanskrise. Derfor var målsætningen ikke alene at arrangere et bæredygtigt, men også omkostningseffektivt formandskab. At indsatsen nu belønnes med Green Meetings Award, understreger, at det er smartere og billigere at være visionær og arrangere en bæredygtig event, end blot at gøre, som vi plejer.”

Der blev holdt over 100 møder med i alt 15.000 deltagere i København og Horsens under det danske formandskab. Det er anden gang, Danmark vinder Green Meetings Award. I 2010 gik prisen til COP15, der i 2009 trak over 30.000 deltagere til København.

Steen Jakobsen, kongreschef i Wonderful Copenhagen og én af initiativtagerne til Danish Sustainable Event Initiative, siger: ”At vinde Green Meetings Award er den højeste anerkendelse, man kan få i den internationale mødebranche, når det handler om bæredygtighed. Prisen understreger den status, København har som en af verdens førende ’grønne’ mødebyer. Bæredygtige mega-events er med til at sætte os på det globale verdenskort og skabe international opmærksomhed og anerkendelse.”

I samarbejde med en række private og offentlig partnere har Wonderful Copenhagen udarbejdet en strategi for at vinde markante, internationale, bæredygtige events til København. Senest vandt man European Wind Energy Associations OffShore kongres, der i 2015 forventes at trække mere end 10.000 delegerede til København. IMEX Green Meetings Award er blevet uddelt siden 2003 og er en udmærkelse til den indsats, som mødeplanlæggere verden over yder for at afvikle bæredygtige møder.

Bag uddelingen af prisen står IMEX (verdens største møde- og kongresmesse) og GMIC (Green Meetings Industry Council)